Selvfremstilling blandt moderne, demokratiske politikere er båret af forsøget på at appellere til en personlig relation, fremfor tidligere tiders monumentale magtmanifestationer. Her kommer æstetiske virkemidler i spil.

Det er ikke første gang, jeg griber til Obamas kampagne – indrømmet, jeg er fascineret. I 2008 brændte mantraet Yes We Can på alles læber – et eksempel på et slogan, der har haft gennemgribende effekt, og kobles til indsættelsen af Barack Obama som den første afro-amerikanske præsident i amerikansk historie.

Det er et slagord, der har forført og haft en vidtstrakt retorisk virkning. Den ramte hele kloden som en løbeild. At dette slagord oprindelig var de Forenede Landarbejderes Fagforenings fælles råb i 1970’erne, er der nok ikke mange, der tænker på længere. Det oprindelige slagord Sí se puede (Yes We Can), er også i dag ladet med det, der ligger mellem tekstens direkte udsigelse og de følelser, teksten implicit maner til hos befolkningen – håb, fælleskab, og troen på en fremtid.

Den personlige appel

Strategien hos moderne demokratiske politikere er i højere at appellere til en personlig relation fremfor tidligere tiders monumentale magtmanifestationer. Sammenkædning af det politiske og det æstetiske skaber større relation mellem borger og magthavere. For politiske budskaber handler i højere grad om at behage sanserne.

Sloganet i Obamas kampagne har i den grad bevæget en nation. Det er netop den personlige fortælling, og det, der er sagt mellem linierne, der skaber forbindelsen mellem det strategiske, personlige og æstetiske.  Den personlig appel hos Obama har i dette tilfældet medført en selvfremstilling af integritet og troværdighed.

Virkemidler

Senmodernitetens demokratiske processer bidrager med en fokusering på den personlige relation mellem borger og magthavere. Netop den personlige identifikation skaber en “fortrolighed” og tillid, der skal medvirke til øget stemmetal. Obamas slogan som politisk og æstetisk kommunikation har i sit retoriske budskab formået at opnå denne relation.

De æstetiske virkemidler inddrages til selvfremstilling ikke bare gennem fotos, logodesign og slogans, men i allerhøjeste grad også i politikerens egen måde at bære sig selv – at mestre  retorikkens æstetik, tavshedens implicitte magtudøvelse og sloganets eksplicitte slagkraft.