Den paradoksale tavshed
Tavshedens æstetisk er et kommunikativt paradoks. Den er på én gang subtil og larmende – den kan være både en usynlig lussing og et blidt kærtegn. Og i politik kan tavsheden være en strategisk magtmanifestation.
Larmende stilhed. Du kan sikkert genkalde følelsen i din krop. hvordan det er, at blive mødt med den tavshed, der giver uro, usikkerhed og sætter hele dit nervesystem i alarmberedskab.
Tavshedens æstetik og kommunikative paradoks som “udsigelse”, er en interessant konstruktion. For den levner i høj grad plads til modtagerens egen tolkning. Den “tomme plads” er nært forbundet med modtagerens forestillingsevne, hvilket vil sige, at det usagte – eller det, der læses mellem linierne – skaber billeder, dannet af recipienten selv. Han udfylder og kompenserer selv for det, der ikke fremgår i “teksten” – i mellemrummet mellem dét, der siges og ikke siges.
Fri fortolkning og spin
Vender vi blikket mod det virkelige liv og den offentlige, politiske debat, er eksemplerne mange, når politiske konflikter mødes med tavshed eller manglende kommentarer af opinionen, som det f.eks. var tilfældet, da regeringspartierne ikke ville kommentere på udtalelser fra SF-formanden om at blive i regeringen indtil næste folketingsvalg. Efterspillet viste da også at virkeligheden blev en anden. SF trak sig ud af regeringen.
Tavsheden levner plads til fri fortolkning og i spillerummet mellem årsag og virkning, spinner vi vores egen historie.
Men hvilken betydning har denne tavshed? Hvordan skal den tolkes af offentligeheden? Var det en tavs accept af, at SF naturligvis støtter op om magten? Eller – som man kan forledes til at tro, når man nu kender efterspillet – var tavsheden nærmere udtryk for, at der sker ting i kulissen, den danske befolkning ikke er bekendt med?
Ligeledes giver det årsag til overskrifter og spekulationer i landets aviser, når vores statsminister, Lars Løkke Rasmussen, tilbageholder informationer, som det f.eks. var tilfældet senest i januar 2018 i sagen om forbindelse til kvotekongen John-Anker Hametner Larsen, og et gratis sommerferieophold i Skagen.
Tavsheden kan iværksætte adskillige scenarier i modtagerens forestillinger. Vi spinner selv historierne ind i en kontekst, der er afstemt med vores forståelsesramme og styrker vores egen agenda og verdensbillede.
Tavshedens poetik
“Det skal ties ihjel”. Den sproglige vending, giver resonans i betydningsdannelsen, der ofte ses brugt i politiske sammenhæng eller i sociale tragedier. Kombineres tavshed og magtudøvelse, som ordsproget og denne artikels titel antyder, har man en tekstuel reference, der afføder en associativ betydningsdannelse af mindre positiv karakter.
Den afspejler en ubalance i den magtstruktur, der ofte er mellem den tavse og den tavsheden rettes mod. For der er en direkte rettethed og henvendelse i dét, der ikke siges. I denne form for tavshed ligger der en magtudøvelse – som Foucault ville kalde en eksklusionsmekanisme.
Tavsheden en del af sproget i netop det der ikke siges. Tavsheden gør opmærksom på sig selv og bliver dermed selvreflekterende.
Tavsheden er i sin appel til forestillingsevnen med til at danne billeder af netop det usagte, der indsættes i en kontekst, vi forsøger at give mening.
Hvis tavsheden ses som bærer af et budskab, er det interessante, at tavsheden også har sit eget æstetiske domæne. For tavsheden er i sin appel til forestillingsevnen med til at danne billeder af netop det usagte, der indsættes i en kontekst, vi søger at give mening. Som del af sprogets anatomi er tavsheden dermed et kommunikativt udtryk på linie med det sproglige.
Idet al kommunikation har en æstetisk side, må også tavsheden kunne hævdes at rumme en æstetisk karakter – og værdi.
